Besøg Barrit og vores skønne område
Med sin skønne natur tæt på skov og strand, gode busforbindelser og institutioner – Barrit Skole og Barrit Børnehus – finder du fundamentet for et godt familieliv i Barrit.
I Barrit er der fokus på fællesskab og handlekraft. En kvindeklub på ca. 100 medlemmer mødes jævnligt. Ældre færdes i børnehaven til fælles glæde for alle. Og børnehavelederen og præsten arrangerer folkekøkken hver anden tirsdag i skolens lokaler.
Siden 2011 har lokale også arbejdet med projektet ”Barrit Univers”, hvor visionen er at etablere et center, hvor fællesskab, leg, læring og bevægelse er i centrum.
Det folkelige liv omkring kultur- og idrætscenteret og lejrfaciliteterne ved Barrit Kirkeskov giver også genlyd ud over bygrænsen.
Stednavne som Barrit Station, Barrithule, Barritlund, Barritskov og Barritlykke vidner om, at mange små lokalsamfund indgår i helheden. Og naturperler som Staksrode Skov med røverborgen Staksevold og den betagende Stenhøj strand med bøgeskoven helt ud i vandkanten gør indtryk.